Det er ofte den samme historie, man hører fra pårørende og patienter; symptomer, der ikke bliver taget alvorligt nok og læger, der ikke mistænker symptomerne for at være æggestokkræft.
Anja og Nana er begge pårørende. Anja har mistet sin lillesøster, Trine og Nana har mistet sin mor, Mette til æggestokkræft. Og selvom Mette og Trine var to forskellige steder i deres liv og langt fra hinanden aldersmæssigt, så er der utrolig mange lighedspunkter i deres sygdomshistorie. De oplevede begge eksempelvis at gå til lægen og blive sendt hjem igen adskillige gange. Den praktiserende læge koblede simpelt hen ikke deres symptomer sammen med æggestokkræft.
Mette blev således henvist til både gynækologer og fysioterapeuter, mens Trine blev indlagt med mistanke om blindtarmsbetændelse. Selv efter, lægerne fandt ud af, at Trine havde æggestokkræft og efter en operation erklærede hende kræftfri, ringede der ingen alarmklokker, da hun få måneder senere vendte tilbage til lægen med smerter i benet. Her oplevede hun, ligesom Mette, at blive henvist til en fysioterapeut.
Som pårørende deler Anja og Nana både en dyb sorg og en iboende frustration. Sorg over at have mistet og frustration over, at det muligvis kunne have været undgået, hvis symptomerne i forløbet var blevet taget mere alvorligt. I Mettes tilfælde endte en blodprøve med at vise et forhøjet CA-125 niveau (en markør, der indgår i udredning og monitorering af ovariecancer), og det var dén blodprøve, der fik lægerne til at overveje æggestokkræft. I Trines tilfælde blev smerterne i benet til sidst for voldsomme, og hun frygtede selv, at det var tegn på et tilbagefald. Efter at være blevet sendt hjem fra lægen fire gange, insisterede hun femte gang på at blive indlagt, her viste en CA-125 blodprøve ligeledes forhøjede værdier og efterfølgende viste en CT-scanning, at hun havde haft ret i sine bange anelser.
Du kan hjælpe kvinder som Nanas mor og Anjas søster for bare 29 kr./mdr.
Støt OvaCureMarie-Louise Ladegaard Baun, der er hoveduddannelseslæge i almen medicin og ph.d. fra Aarhus Universitet, skriver således om æggestokkræft:
”Flere studier har undersøgt muligheden for screening af æggestokkræft, men det har endnu ikke været muligt at mindske dødeligheden af æggestokkræft gennem screening, hvorfor screening ikke anbefales i den generelle befolkning. Den bedste mulighed for tidligere diagnostik afhænger derfor af identifikation af symptomatisk ovariecancer, men da den ofte viser sig ved vage og uspecifikke symptomer, er den svær at få mistanke til”.
Mette og Trine hørte til de over 90 procent af kvinder med æggestokkræft, der præsenterer symptomer i almen praksis forud for diagnosen. Alligevel oplever over 60 pct. af kvinder med æggestokkræft først at få stillet diagnosen, når kræften har spredt sig uden for bækkenet. De praktiserende læger skal med andre ord ikke alene have de rette værktøjer i forhold til at kunne stille diagnosen, de skal også have den fornødne viden om æggestokkræft og symptomerne herpå.
Både Nana og Anja sætter utrolig stor pris på de midler, der bliver tilført kræftområdet, men de ville ønske, at der blev sat endnu mere fokus på æggestokkræft, som også går under navnet ”the silent killer”, fordi symptomerne som nævnt ofte er meget diffuse og forveksles med andre, mindre alvorlige sygdomme. Samtidig siger de begge, at mere forskning er vejen frem, så vi kan blive klogere på æggestokkræft og forhåbentlig få flere og mere effektive behandlingsmuligheder i fremtiden.
