Som pårørende har Anja gennem to år stået ved sin søster side.
Anja har i den forbindelse oplevet det danske sundhedsvæsen på godt og ondt. Det har ført mange frustrationer med sig og en undren over, at der ikke er mere fokus på oversete kræftformer som æggestokkræft.
Da Anjas lillesøster, Trine, som 25-årig fik konstateret æggestokkræft, vendte det op og ned på det liv, som Anja hidtil havde kendt. Det viste sig, at hendes lillesøster i flere år havde gået rundt med en cyste, der til sidst var blevet 35 cm og indeholdt 9 liter væske. Trine blev opereret og fik forebyggende fjernet hele underlivet. I de efterfølgende to år gik hun til jævnlige kontrolbesøg, men i august 2019 tilbød lægerne hende at stoppe med at komme til kontrol, da det var forbundet med meget angst. De ytrede: ”Det kommer ikke igen, alt ser fint ud”.
Nogle måneder senere i november 2019 fik Trine imidlertid smerter i sit venstre ben, og hun opsøgte derfor lægen. Fire gange tog hun til lægen og understregede, at hun var tidligere kræftpatient og derfor var meget bekymret for, om smerterne i benet kunne være tegn på tilbagefald. Fire gange blev hun afvist og fik i stedet en henvisning til en fysioterapeut. Først ved femte forsøg, hvor Trine nægtede at gå før, de indlagde hende, fik hun taget en blodprøve. Denne viste en forhøjet mængde af CA-125 i blodet.
Efter at have insisteret på at komme i et kræftpakkeforløb igen, fik Trine endelig en CT-scanning, der viste sorte skygger ved bughinden, hen over leveren, under arret ned over maven, samt en forstørret lymfeknude i ryggen. Kontrolbesøgene, der stoppede nogle måneder forinden, bestod af en blodprøve og ultralydsscanning, og det efterlader den dag i dag Anja dybt frustreret, for ”hvor bliver de CT-scanninger af?!” Kontrolforløbet kunne ikke påvise, at Trines kræft var tilbage. Det var kun en CT-scanning, der kunne det.
”Men du er jo så ung…”
Til sidst måtte Trine bide læberne sammen for ikke at snerre ad lægerne, når de gang på gang mødte hende med lige nøjagtig den sætning. Uanset, hvor usædvanlig hendes situation var, så var fakta, at hun havde fået konstateret æggestokkræft, og det ændrede hendes alder desværre ikke på. Hun var syg, og dog virkede det til tider som om, der var en form for tøven fra lægernes side, når nye symptomer meldte sig. Det var hårdt for Anja at være vidne til. Da resultaterne fra CT-scanningen eksempelvis viste store sorte skygger, blev Trines unge alder brugt som værn og et argument for, at ”det nok ikke var noget”. Men det var kræft, og Trine var således en blandt mange æggestokkræftpatienter, der oplever, at kræften kommer tilbage.
Det handler om at insistere.
Mette (Trines mor) har sat op til flere læger i stævne. Anja var som pårørende nødsaget til at råbe højt og tage mange kampe på vegne af Trine, der ganske enkelt var for drænet. Anja har således både haft samtaler med lægerne på hospitalet, og de praktiserende læger, der sendte Trine til fysioterapeut fremfor at reagere på Trines bekymring om tilbagefald. For Anja har det handlet om at få afløb for sine frustrationer, og hun har heldigvis oplevet, at lægerne har lyttet, når hun har taget samtalerne med dem.
I dag bliver Anja selv tjekket, hvis hun kan mærke det mindste, og det insisterer hun på. Æggestokkræft kan være utrolig svært at opdage, og derfor er det uhyre vigtigt, at man lytter til sin krop.
”Det er meget surrealistisk at planlægge sin lillesøsters begravelse sammen med hende”.
Da Trine i december 2020 kom på hospice, vidste familien, at de snart skulle tage afsked. De begyndte sammen at planlægge Trines begravelse, og det var Trines ønske, at der i stedet for blomster blev brugt penge til at støtte forskning i æggestokkræft. Det var i den forbindelse, at Anja faldt over OvaCure via en søgning på Google: ”Medierne bestemmer i høj grad, hvad der skal være fokus på. Jeg ville sådan ønske, at de lidt mere specielle kræftformer med en høj dødelighed såsom æggestokkræft fik mere bevågenhed”, udtaler Anja.
Anja savner sin søster hver dag. Hun har en podcast liggende, som Trine udgav i forbindelse med sin uhelbredelige sygdom, og den lytter Anja til, når hun vil høre Trines stemme.
Trine fik fjernet underlivet, hun fik kemoterapi, og da Trine pludselig viste sig at være BRCA2-positiv, fik hun også immunterapi, der på daværende tidspunkt kun var tilladt med det gen. Alligevel gik Trine bort i en alder af 28 år.
Trine talte med et utroligt mod om sin sygdom og den uretfærdige skæbne, der var blevet pålagt hende, og hun nævnte flere gange, at hun var så utrolig glad for, at det var hende og ikke hendes mor eller søster, der havde fået æggestokkræft.
”Godt, det er mig, der skal dø.
Jeg ville slet ikke kunne overskue,
hvis jeg skulle miste en af jer”
– Trine
Gennem sin lillesøsters sygdomsforløb, oplevede Anja som sagt det danske sundhedsvæsen på godt og ondt. Familien oplevede læger, som ønskede at gøre alt for Trine, i den uretfærdige situation hun stod i. Anja oplevede imidlertid også en manglende viden om æggestokkræft og alt for få effektive behandlingsmuligheder. Derfor ønsker Anja mere forskning i æggestokkræft.
