Nana mistede sin elskede mor, Mette, i 2020 til æggestokkræft. Og med sorgen fulgte både vrede, frustration og en kamp for at genfinde meningen med livet.
Sorgens faser
Sorgens fem faser – Benægtelse, Vrede, Forhandling, Depression og Accept – blev udviklet i 1969 af den schweizisk-amerikanske psykiater Elisabeth Kübler-Ross. Teorien er naturligvis ikke universel, og de der oplever faserne, oplever dem ikke nødvendigvis i samme rækkefølge.
Nana kan imidlertid genkende flere af faserne. Inden Mette fik konstateret æggestokkræft, var hun utallige gange ved lægen, men blev gang på gang sendt hjem på en panodil. Havde lægen genkendt symptomerne som tegn på æggestokkræft, var Mette måske blevet diagnosticeret i et langt tidligere stadie, og så havde tingene med al sandsynlighed set anderledes ud. Nana kan med andre ord godt mærke vreden trænge sig på, når hun tænker på forløbet op til sin mors diagnose.
Men det er ikke kun vrede, der går igennem kroppen, når Nana tænker på sin mor. Det er samtidig en dyb frustration over, at der ikke var en tilstrækkelig behandling, som kunne kurere Mette ”eller i det mindste lade hende dø med kræften, i stedet for af den”, som Nana udtaler. Det førte til en benægtelse og frustration så uudholdelig, at Nana selv forsøgte at kurere sin mor i form af kostråd og mental forandring.
Æggestokkræft som omdrejningspunkt
Den dag i dag kæmper Nana stadig med at acceptere, at det blev hendes (og hendes mors) skæbne: ”Det har tændt en ild og passion i mig for området, og jeg kan slet ikke lade være med at oplyse folk om symptomer på æggestokkræft. I hvert fald dem, der vil lytte”, forklarer hun.
Nana havde i starten brug for at fortælle højt og bredt om æggestokkræft, og på et tidspunkt kunne hun godt mærke, at nogen måske havde en tendens til at føle, hun var for meget: ”og det forstår jeg udmærket godt. Jeg var for meget, men hvem ville ikke gå ind i det med liv og sjæl, hvis det kunne redde ens mor (eller en anden man havde kær?)”.
En kompleks reaktion
Sorg opleves som nævnt forskelligt fra person til person, og for mange er sorg forbundet med en kompleks reaktion, der involverer mange følelser. Da Nana mistede sin mor, mistede hun et livsvidne og sin bedste ven. Nana og hendes mor var nemlig på mange måder uadskillelige, og de delte alt med hinanden.
Men det tætte forhold led også et knæk under Mettes sygdom. ”I starten kunne min mor kun tale om det at være syg, og det blev utrolig hårdt at være i”, fortæller Nana, der i perioder måtte trække sig fra sin mor. Ikke desto mindre gennemgik Nana en lang og hård sorgperiode efter sin mors død, og der er stadigvæk dage, hvor hun ikke kan meget andet end at ligge i fosterstilling og savne sin mor noget så inderligt.
”Jeg synes, at teorien om en sorgproces er forældet. I hvert fald i mit tilfælde. Sorg er individuelt, og jeg kan kun fortælle det fra mit eget synspunkt. Jeg er stadig vred, og til tider finder jeg det også stadig uacceptabelt, at æggestokkræft kan være så kompliceret, at man endnu ikke har en pænere overlevelsesprocent, end den er i dagens Danmark. Det er her, at min frustration kan blusse op igen, og det hænder, jeg føler en magtesløshed så stærk, at jeg bliver nødt til at ligge i fosterstilling og savne min mor”.
Ifølge Nana må man gerne savne, og man må også gerne være vred, så længe det ikke æder en op indefra, og man dermed har svært ved at fylde sit liv med meningsfulde ting. Det har hun måtte lære, men det er og har været hårdt. Da Mette døde var Nanas børn henholdsvis 7 og 1 år, og livet går stadigvæk videre. For Nana har det været meningsfuldt at vise sine børn, at man gerne må være ked af det, men stadig gerne må grine, når man har det sjovt; at man gerne må have sameksisterende følelser. Det var også meningsfuldt for Nana at lære sine børn at snakke om det, der gør ondt og samtidig mindes alle de gode minder.
