Da Anja for 3 år siden mistede sin søster til æggestokkræft, gik verden i stå. Trine var blot 25 år gammel, da hun fik konstateret æggestokkræft, og der blev vendt op og ned på det liv, som Trine og familien hidtil havde kendt.
Et utroligt mod
På trods af sin unge alder, viste Trine en helt utrolig styrke under sygdomsforløbet. Hun medvirkede blandt andet i en podcast, hvor hun delte sine tanker om at være uhelbredelig syg, og hun var med til at planlægge sin egen begravelse. Derudover udtalte Trine, at hun var glad for, at det var hende, der lå på hospice, for hun ville ikke have kunnet klare, hvis det havde været omvendt, og det enten var hendes mor eller søster, der var blevet syg.
Selvom det nu er lidt mere end 3 år siden, at Trine gik bort, mærker Anja stadig hendes overskud og fantastiske mod. Faktisk har Anja modtaget en fysisk gave fra Trine, som deres mor har holdt på i alle disse år.
Et lys i mørket
Anja og hendes kæreste har i en årrække forsøgt at blive gravide. De har været alt igennem fra inseminering til IVF, og det har været hårdt psykisk såvel som fysisk. Til sidst måtte de trække stikket og holde en pause i fertilitetsbehandlingen.
Men skæbnen ville det, at Anja blev naturligt gravid under pausen, og hun har termin i denne måned. Hun udtaler:
”Glæden er helt uovertruffen, angstprovokerende og fyldt med sorg, da det var Trines største ønske at blive moster. Hende og jeg havde mange snakke om det, også til sidst da vi måtte indse, det ikke blev, mens hun var ved os”.
I december sidste år fik Anja en uventet gave fra sin mor; et brev, som Trine formulerede, da hun lå på hospice, og som en af sygeplejerskerne skrev ned. Sammen med brevet kom to kaninbamser en med lyserødt bånd og en med blåt bånd, som Trine selv bestilte over nettet fra sin hospitalsseng.
I 3 år har Anja og Trines mor altså gemt brevet og bamserne, og nu da Anja snart skal føde, har hun fået gaven fra den anden side. Og hun har fået lov til at mærke Trines kærlighed og omsorg endnu en gang.
”Det er mega hårdt, at hun ikke er her til at glæde sig sammen med mig og os, men jeg ved, hun passer rigtig godt på ham inde i maven allerede”, siger Anja.
Vi er alle meget berørte af Anjas smukke historie, der kun bekræfter os i, hvor vigtigt det er, at vi fortsætter kampen for at igangsætte mere forskning inden for æggestokkræft.