Støt OvaCure

Tak for år 2024

2024 har været et år fyldt med milepæle og spændende udviklinger for OvaCure. Vi var for første gang støttemodtager ved Ladywalk, hvor repræsentanter fra OvaCure deltog på flere startsteder rundt om i landet. Arrangementet gav en fantastisk mulighed for at skabe opmærksomhed om vores arbejde, og det resulterede i flere nye medlemmer, som vi er dybt taknemmelige for.

Nordisk samarbejde muliggør The OvaCure Collection

Et andet af årets højdepunkter er den fortsatte udvikling af The OvaCure Collection, et ambitiøst initiativ i samarbejde med Helsinki University, Auria Biobank, Turku University Hospital og BRIC i København. I august samlede vi alle partnere til en produktiv workshop, hvor status og næste skridt blev fastlagt. Målet med The OvaCure Collection er at skabe verdens største samling af organoider fra æggestokkræfttumorer – en vigtig ressource for fremtidig forskning – og de første organoider er allerede etablerede.

Vi har også forberedt os på The OvaCure Innovation Challenge 2025, der afholdes i maj. Temaet for næste års event bliver organoider og er dermed i tråd med The OvaCure Collection. Vi ser frem til at samle verdens førende forskere for at udvikle banebrydende forskningsprojekter inden for æggestokkræft.

Konferencer og netværk

På konferencen NSGO 2024 i Stockholm deltog flere samarbejdspartnere fra The OvaCure Collection, og det blev en værdifuld mulighed for at dele vores arbejde og udforske den nyeste forskning inden for gynækologisk kræft.

2024 bød også på deltagelse i konferencer som Kræftdag 2024, Kræft 2034 og Kvindesygdomme lever i skyggen. Her blev der sat fokus på vigtige emner som bedre udnyttelse af data, den nye sundhedsreform, og behovet for tættere samarbejde mellem almen praksis og hospitalsvæsenet. Derudover blev underfinansieringen af kvindesygdomme og sen diagnosticering belyst som presserende problemstillinger.

Patienternes stemme er afgørende

Vi er stolte af at have styrket samarbejdet med patientforeningen KIU, der også var støttemodtager ved Ladywalk. Samarbejdet fortsætter i 2025, hvor vi igen deltager sammen som støttemodtagere.

OvaCure har endvidere lagt flere artikler op med patientfortællinger, da patienternes oplevelser er afgørende for at forstå æggestokkræft og de behov, forskningen skal forsøge at dække.

2024 har også budt på mange nye medlemmer, som ikke blot bidrager økonomisk, men også legitimerer vores status som velgørende forening. Vi ser frem til 2025 med stor optimisme, hvor vi fortsætter arbejdet med The OvaCure Collection og afholder endnu en succesfuld Innovation Challenge.

Tak for støtten – sammen gør vi en forskel!